Jeg har selv lidt af spiseforstyrrelsen ortoreksi størstedelen af mit sene ungdomsliv og tidlige voksenliv. Det hele startede, da jeg gik i 2.g, og jeg lige var gået fra min daværende kæreste. Jeg spillede elitehåndbold, men var blevet skadet. Min overbevisning var, at hvis jeg var i så god form, som det var muligt, ville jeg hurtigt kunne vende tilbage på eliteniveau, når jeg blev skadesfri. Mit selvværd var meget lavt, og jeg havde svært ved at håndtere mine negative tanker og følelser, hvilket betød, at jeg forsøgte at tage kontrol andre steder – blandt andet over maden og min træning. Måske er det noget, som du selv kan genkende?

En spiseforstyrrelse kan have mange faser, og derfor skal tallet på vægten ikke afgøre, hvordan en person har det. Min egen spiseforstyrrelse startede med, at jeg målte og vejede alt min mad, levede på meget få kalorier og trænede ufatteligt mange timer om dagen for at forbrænde så meget som muligt. Jeg levede meget kontrolleret og meldte afbud til arrangementer eller ankom efter spisning, fordi det gav mig mulighed for selv at kunne kontrollere, hvad jeg spiste – hvis jeg altså spiste.

Men det udviklede sig igen til et nyt behov for kontrol. Nu skulle jeg pludselig være sikker på, at jeg fik nok at spise, imens jeg samtidig ikke ønskede, at jeg blev for tung. De efterfølgende 5 år levede jeg hver eneste dag efter en kostplan. Det betød, at jeg medbragte mad til sociale begivenheder, sørgede for at de sociale aftaler lå i weekenderne, hvor jeg tillod mig selv at spise anderledes. Ofte endte jeg med at overspise, når det var “lovligt” at spise anderledes måltider, såsom pizza, boller og is, fordi jeg vidste, at der ville gå lang tid, inden jeg “måtte” spise det igen. Det gav sjældent en god følelse, og jeg fik det ofte dårligt med mig selv. Jeg delte ikke mine triste følelser og negative tanker med nogen, fordi jeg gerne ville fremstå som om, at jeg havde styr på det.

Jeg mødte min nuværende kæreste og blev bevidstgjort om, at den måde jeg levede på hverken var ideel for mig eller vores forhold. Nu måtte jeg ændre noget, hvis jeg ville fri. Langsomt begyndte jeg at arbejde med mig selv – mine tanker og mine følelser. Nu ville jeg ikke længere lade kontrollen afgøre, om jeg havde det godt eller dårligt.

I dag har jeg et helt andet forhold til både mad og træning, fordi jeg har redskaber til, hvordan jeg håndterer mine negative tanker, så jeg ikke længere behøver at handle på dem. De negative tanker dukker stadig op – det gør de hos de fleste mennesker. Målet er nemlig ikke at komme af med de negative tanker, men at lære hvordan de skal håndteres, når de dukker op.

Spiseforstyrrelsen er heldigvis ikke længere en del af min identitet og mit selvbillede, men den var hård, opslidende, stressende, og ensom. Jeg kendte ingen, som hverken kunne tro på, forstå eller hjælpe mig, og det gjorde mig kun endnu mere ked af det og frustreret.

Siden, jeg startede på uddannelsen som psykolog, har jeg haft en vision om at hjælpe andre, der oplever at føle sig fanget i et negativt tanke-, følelses- og handlingsmønster i forhold til kost, krop og træning, fordi jeg ved, hvor meget det betyder, at have en støtte, som selv har gennemlevet en lignende proces og kan relatere til tankemønsteret. Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at når jeg selv blev fri af spiseforstyrrelsen, var mit kald i livet at hjælpe andre. Jeg finder mening i at være den person, som kan forstå, støtte og hjælpe, med et både fagligt og personligt afsæt.